I Gæstgiveriets køkken har vi stor respekt for den gode smag og lokale madvarer. Vi arbejder med at skabe den korteste vej fra jord til bord og ønsker at støtte de fødevareproducenter, der er på Ærø, Fyn, Sønderjylland og øerne. Derfor er den mad, I kan nyde fra vores køkken tilberedt af friske, lokale og – langt hen ad vejen – økologiske og naturplejende råvarer.
Vores leverandører gør sig umage, og vi gør os umage. Derfor har vi ikke hjerte til at lade noget gå til spilde, når vi lægger et så stort engagement og tid i de måltider, vi serverer. Det er Hanne, der hver dag står i køkkenet, bager brød, laver pasta og sammensætter aftenens menu, efter de råvarer, hun har til rådighed. Så du finder ikke buffetservering hos os, men altid maden anrettet på tallerken eller på et fad; der bliver nemlig kun lavet den mad, der er munde til. Det betyder også, maden kommer lige fra køkkenet, at vi alle kan spise samtidig og opleve fællesskabet ved et godt måltid.
Velkommen og bon appetit i Gæstgiveriets køkken, hvor menuen altid er fuld af smag, frisk og “finger-licking good”.
En middag på Gæstgiveriet er altid mættende, stemnings- og smagfuld. Aftenens menu vil afhænge af, hvad jorden og havet omkring Ærø kan byde på. Vi tilbereder alt fra bunden, bager selv, laver vores egen pasta, fryser ned, fermenterer og sylter, så vi kan skabe så stor en smagsoplevelse som mulig og samtidig bruge hele råvaren.
Hver aften har vi selvfølgelig en af vores populære børneretter på menuen.
Vi elsker rugbrød og får det bedste fra Finns Bageri i Søby. Og skal du nyde din frokost på Gæstgiveriet, byder vi på lækre, store anretninger, som du selvfølgelig er velkommen til at nyde i haven, når vejret tillader dette.
Frokostanretningerne er altid sammensat efter sæsonens råvarer.
Hvad ønsker du til morgenmad? Sæt et kryds! Vi har hver dag et udvalg af lækkerier, og hos os vælger du selv, hvad der skal stå på din morgenbakke, når du efter en god nats søvn er klar til dagens første måltid i Hannes køkken.
Hvis du trænger til en stille morgen, så serverer vi gerne bakken i haven eller på værelset. Når du vælger din personlige morgenbakke, har du samtidig mulighed for at bestille din frokost, som du kan tage med på tur i landskabet.
Bænk jer ved det lange bord og mød rejsende og Ærøboer henover et festligt måltid, hvor retterne bæres ind på fade og deles imellem jer.
Snakken går om oplevelser, tips og ideer til at udforske skønne Ærø. Når aftenen er omme, har I fået nye venner og en madoplevelse, som I vil huske.
I mange år har vi sværmet om Italienske vine. Og da vi første gang smagte Amarone og Reciotto fra Benedetti La Villa, Venetodistriktet , Italien, var vi solgt. Det var helt naturligt, at vores vinkort på Gæstgiveri Bregninge skulle bære præg af vine fra denne dygtige vingård.
Forkæl jer selv og vælg en god flaske vin. Bliver I ikke helt færdige med flasken, sætter vi gerne en prop i, så I kan nyde resten af de gyldne dråber ved morgendagens middag. Vælger I en flaske Amarone medfølger et snackbræt for to.
GÆSTGIVERI BREGNINGE
Vester Bregninge 17
5970 Ærøskøbing
tlf. 3023 6555
kontakt@gaestgiveri.dk
© Copyright. All Rights Reserved.