HUSET, HAVEN OG OS

HUSET, HAVEN OG OS

Vores gæstgiveri

Vi byder jer varmt velkommen indenfor i vores lille Gæstgiveri, hvor lokal mad, godt humør og fællesskab er på programmet hver eneste dag. Gæstgiveri er et begreb fra middelalderen, hvor konger og adelen på rejse lod sig beværte på gårdene, nød godt af husmoderens kogekunst og stedets varme alkover. På Gæstgiveri Bregninge åbner vi på samme måde dørene til vores hjem og inviterer rejsende ind. I vil også kunne mærke, at vi er inspireret af den Italienske ferieform agriturismo, hvor man netop søger logi på landet, og hvor værtsparret står i køkkenet og maden er lavet af egne lokale råvarer og serveres med god italiensk vin.

 

Vi har vinket farvel til en travl Københavner-hverdag med velbetalte jobs i finansbranchen. Hanne er fra København og har arbejdet 25 år  på toplederniveau inden for finans, senest som HR-direktør i VP Securities. Steen er fra Bornholm, er oprindelig bankuddannet og har siden arbejdet i forsikringsselskab, realkredit og som ejendomsmægler. Senest som kunderådgiver og vurderingskonsulent i BRFKredit.

 

For halvandet år siden blev vi to enige om at skifte dagligdagens trummerum ud med en jordomrejse, hvor vi blandt andet lagde vejen forbi USA, Vietnam og flere steder i Europa. Det var især et månedlangt ophold på Sicilien, der ledte tankerne hen på en gammel drøm om at få vores eget sted, hvor vi kan beværte overnattende og madglade gæster.

 

I flere årtier har Hanne dyrket madlavning som hobby, og hun har brugt meget af sin fritid på at arrangere og kokkerere til fællesspisning i forskellige formater. Derudover har vi altid nydt at bruge vores rejser til at finde creme de la creme af vine, olier og oste, og smage os frem til inspiration, som vi har kunnet præsentere og servere for vores mange gæster. Den tradition tager vi med til Gæstgiveri Bregninge.

 

Lokal mad og fællesskab

Det vigtigste er, at vores gæster føler sig hjemme hos os, hvor vi altid står klar med åbne arme og smagfuld mad af lokale råvarer. Som gæster vil I højst sandsynligt også møde vores familie og venner i løbet af sommeren, hvor de giver en hånd med. Vi kommer fra en storfamilie, hvor fællesskabsånd og hyggestunder over et madfyldt langbord altid er i fokus. Det er denne stemning, I bliver en del af, når I lægger vejen forbi os – uanset om I overnatter eller er kommet for at smage på køkkenet.

 

Vi glæder os til at beværte og bespise jer alle.

 

På glædeligt gensyn i Gæstgiveriet fra Påsken 2019.

 

Hanne Andersen og Steen Rønne

Et samlingssted med masser af historie

Hvem kan stå for et murstenshus i en lille landsby midt på Ærø med en smuk kirke som nabo? Gæstgiveriet var tidligere Bregninge Brugsforening, og huset har altid været landsbyens samlingssted, i de seneste 15 år som restaurant og overnatningssted. Vi faldt ved første øjekast pladask for stedet, der med den store, frodige have og rummelige bolig med skønne køkkenfaciliteter passede perfekt til vores drøm om at skabe en dansk version af agriturisme. 

Afslapning, nydelse og hygge

Tre absolutte nøgleord til et ophold på Gæstgiveri Bregninge. Huset, haven og de landlige omgivelser sætter tonen for et ophold hos os, hvor gæster, værter og andet godtfolk kan hilse på hinanden i Gæstgiveriets køkken, ved aftenbålet eller i et af vores loungeområder.

 

Har man brug for ro, fordybelse og dolce far niente, kan man nyde stilheden og udsigten over markerne på værelset, finde en hyggekrog i haven med en god bog, eller søge selskab i den fantastiske omkringliggende natur. 

 

Himmelsk have = jeres ferie-frirum

Efter en aktiv dag i Ærøs natur, kan man fortsætte naturoplevelsen i vores store have. Den er stor nok til os alle og inviterer til et længerevarende ophold. Put dig ned i en af hængekøjerne og sving dig til en powernap, tag en liggestol og bad i solen, nyd synet af smukke Bregninge kirke, duft til blomsterne og urterne – eller vær aktiv og tag et kongespil.

 

Du kan indtage alle dine måltider i haven eller bare nyde et glas vin. Når solen dykker ned, forlænger vi lyset og aftenen med et stemningsfuldt bål og olielamper, der oplyser haven.

 

 

For børn og barnlige sjæle – inde og ude

 

Haven er et kæmpe uderum, hvor der kan leges og gemmes. Vi har flere udendørsspil, som kan bruges bagerst i haven.

 

Prøv også Gæstgiveriets skattejagt og lær om landsbyens, kirkens og Gæstgiveriets historie – vi lover, at jagten er både udfordrende og spændende – og så er der altså også en rigtig skat!

 

Indenfor har vi mange spil og puslespil, som børn og voksne kan samles om. I tv og jagtstuen kan ungerne klatre op på hylderne og se børne-tv sammen og rigtig hygge i puderne.

GÆSTGIVERI BREGNINGE

Vester Bregninge 17

5970 Ærøskøbing

tlf. 3023 6555

 

kontakt@gaestgiveri.dk

Følg os

© Copyright. All Rights Reserved.